
Sygeplejerske til attraktiv vagtfri stilling i Socialforvaltningen
Vi leder efter en erfaren sygeplejerske, som har lyst til at være sundhedsfaglig rådgiver for ledere og pædagogisk personale på botilbud i Københavns Kommune. Stillingen er fuldtid uden vagter og med stor fleksibilitet i hverdagen. Er det dig, vi leder efter?
Hvem er vi?
Vi er Boformer til Borgere med Handicap (BBH), som består af 21 botilbud for borgere med diagnoser inden for autismespektrumforstyrrelse eller kognitiv funktionsnedsættelse – en del med komorbiditet. Fælles for alle borgerne er, at de har et forholdsvis højt funktionsniveau. Derfor vil du også have en vis direkte borgerkontakt, men primært rådgiver du medarbejdere og ledere på tilbuddene.
Langt størstedelen af de ansatte på botilbuddene er pædagogisk uddannede. Det er derfor vigtigt, at du er god til at samarbejde i tværfaglige miljøer og sætter pris på de perspektiver, andre fagligheder kan give.
Du bliver en del af
Vores tværfaglige team og indgår i centrets daglige drift og faglige udvikling. I teamet sidder bl.a. to andre sygeplejersker samt en projektansat sygeplejerske, og sammen har I ansvaret for den sundhedsfaglige understøttelse af tilbuddene.
Med stillingen får du mulighed for at udvikle dig fagligt og sparre med kolleger og fagfæller. Du får stor indflydelse på egen opgaveportefølje og organiseringen af arbejdet, og du vil møde mange varierede problemstillinger, som skal håndteres.
Hvad skal du lave?
Du skal understøtte det sundhedsfaglige arbejde på botilbuddene, så medarbejdere og ledelse bliver klædt på til at efterleve sundhedslovgivningen og sikre patientsikkerheden på § 107-, § 105- og § 108-botilbud.
Dine opgaver vil blandt andet være at
- vejlede, rådgive og støtte medarbejderne i det sundhedsfaglige arbejde med borgerne og give sparring på sundhedsfaglige problemstillinger
- kvalificere den sundhedsfaglige dokumentation gennem bl.a. undervisning og oplæring af medarbejdere og gennem audits
- assistere ledere og medarbejdere ved netværksmøder og ind- og udskrivningssamtaler i regionen
- understøtte sammenhængen mellem borgernes forskellige behandlingstilbud i kommune og region, støtte op om aftaler og sikre en tværfaglig koordinering i sagerne
- medvirke til at udvikle den sundhedsfremmende indsats i BBH og sikre, at vi lever op til gældende lovgivning og retningslinjer for området
- iværksætte relevante behandlinger og søge nye veje og samarbejder i behandlingssystemet, når det gavner borgeren
Hvem er du?
I BBH har vi først og fremmest fokus på kerneopgaven og borgerne, men vi sætter også en ære i at have et positivt arbejdsfællesskab, hvor vi hjælper hinanden på kryds og tværs af fagligheder og opgaver. Det er derfor vigtigt, at du er en holdspiller, og at du vil bidrage positivt i fællesskabet.
Mere formelt leder vi efter dig, som
- er uddannet sygeplejerske med nogle års erfaring
- har en faglig ballast, du gerne vil dele ud af – og som du fx har fået af at arbejde i psykiatrien eller med mennesker med kognitive funktionsnedsættelser
- har bred viden om somatiske og psykiatriske problemstillinger og har kendskab til autismespektrumforstyrrelser, udviklingsforstyrrelser og komorbiditet
- befinder dig godt i rollen som faglig rådgiver og formidler, og som kan omformulere din viden til mennesker, der ikke har samme faglige kendskab, som dig selv
- er initiativrig og trives i en hverdag, som er varieret, og hvor du selvstændigt skal planlægge og løse dine opgaver
- har gode samarbejdsevner og tænker kreativt, når konventionelle metoder svigter
- ligesom os har store faglige ambitioner om at videreudvikle organisationen og fagligheden til gavn for borgerne
- har lyst til – på sigt – at indgå i et tæt samarbejde med vores psykiater og koordinere henvendelser fra medarbejdere samt planlægge og deltage i hans samtaler med borgerne
Det praktiske
Vi tilbyder fleksibel arbejdstid med mulighed for hjemmearbejde og et tværfagligt kollegaskab med høj trivsel.
Stillingen er primært arbejde i dagtimerne hverdage. Der kan dog være enkelte sene eftermiddage i forbindelse med møder og samarbejde med borgere og medarbejdere.
Det tværfaglige team har base på Kapelvej på Nørrebro. Her holder det tværfaglige team til, når vi ikke er ude på tilbuddene for at understøtte ledelse og medarbejdere.
Boformer til Borgere med Handicap er en del af Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer i Københavns Kommunes socialforvaltning. Vi er en organisation bygget på principper for medstyre, hvilket betyder, at du har reel medbestemmelse, og vi forventer, at du vil være aktivt med til at forme arbejdspladsen.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. Ved tilbud om ansættelse indhenter vi reference og straffeattest.
Stillingen er med en ugentlig arbejdstid på 37 timer og med tiltrædelse den 1. september 2026 eller efter aftale.
Vil du vide mere?
Hvis du er nysgerrig og vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sygeplejerske/sundhedsfaglig konsulent Liset Holse på 51 68 05 66 (træffes fra den 10. august) eller mail ZW4X@kk.dk, eller tilbudsleder Lotte Daugaard på 27 13 26 15 (træffes frem til den 7. august) eller mail E798@kk.dk.
Søg via linket senest mandag den 17. august 2026
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 21. august 2026.
Ansøgning skal sendes igennem dette link:
https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1518&ProjectId=215232&DepartmentId=20282&MediaId=4766&SkipAdvertisement=true
Venlig hilsen
Københavns Kommune
🕑 37 timer | København | 2026-08-17 23:59:00
Ansøg her
Retur til søgning






