
Plejehjemsleder til Dorotheas Have – hvor livet leves i hjerterummet
Vil du være med til at skabe grundlaget for en måde at drive et plejehjem på, som vi ikke har prøvet før? Og hjælpe med at gøre op med det vi plejer, normer og vaner?
Kan du sammen med os være med til at skabe gode rammer for beboere, borgere, medarbejdere og bydelen på vores nye plejehjem?
Dortheas Have står først færdigt i 2027 - men hvordan fylder vi et tomt plejehjem og aktivitetstilbud med medarbejdere, frivillige og en kultur, der sikrer, vi lykkes med ambitionerne om at glæde beboere, pårørende og borgere samt det område, vi er naboer til?
Dette skal du hjælpe os med som plejehjemsleder på Dorotheas Have.
Dorotheas Have - Visionen er klar og bygningerne er undervejs
”Dorotheas Have plejehjem skal være et sted, hvor der er velvære, tryghed og omsorg for den enkelte og fællesskabet. Fyldt med meningsfulde øjeblikke, der rummer de mange forskellige levede liv, et godt arbejdsliv og bydelens mangfoldighed. Sanselige oplevelser for krop og sind i hverdagen, hvor der skabes fællesskaber og samlende aktiviteter, der både bidrager ind og ud i bydelen. Både inde og ude, i måltider og aktiviteter er der følbart vejr, årstider og dagens gang i en dagligdag, hvor der er balance mellem mennesker og miljø”.
Dorotheas Have får 70 plejeboliger til beboere med en demenssygdom. Huset er bygget op omkring et samlende hjerterum i midten, hvor dagligdagens liv og aktiviteter foregår i to store etagekøkkener. Mad og måltider spiller en stor rolle og skal give fællesskaber, skabe genkendelighed og sanselige oplevelser. Og ikke mindst være godt for krop og sjæl for beboerne, så de har mulighed for at deltage i det, der er meningsfuldt for dem.
Dorotheas Have bliver også et hjerterum i bydelen med et fælleshus, der inviterer ind til store og små fællesskaber. Aktivitetstilbuddet har særligt fokus på de 55 demenssyge borgere, men huset er også for pårørende, gæster, frivillige og den omkringliggende bydel.
Din opgave/kompetencer som plejehjemsleder
Din indledende opgave bliver at indgå i projektgruppen og i samarbejde skabe de bedste rammer i bygningen for de kommende beboere, deres pårørende og medarbejderne. Sideløbende vil du have ansvaret for at planlægge organiseringen, udarbejde medarbejderprofiler, sikre rekruttering samt tilrettelægge relevant ånd-boarding og kompetenceudvikling, så alt er klart til sikker drift på Dorotheas Have ved indflytning første kvartal 2027.
Herefter vil du være leder på Dorotheas Have, hvor vi forventer, at du står stærkt i at forstå og leve Selvværd og Sammenhæng i alt, hvad vi siger og gør. Du er nysgerrig på det levede liv, identitet, borgernes drømme og ønsker til det liv, der skal kunne udfolde sig på plejehjemmet. Derfor tør du godt ud fordre dine egne og andres antagelser, og du har mod til at gøre noget, vi ikke plejer.
Det er naturligt for dig at inddrage og række ud i borgernes netværk både til pårørende og i bydelen, hvor du vil stå forrest i at skabe en imødekommende kultur, hvor der inviteres ind til store og små fællesskaber. Det er en vigtig værdi for os at bygge meningsfulde fællesskaber, der gør en forskel i hverdagen. Derfor skal du også sikre en tydelig involvering af civilsamfund og frivillige, så borgerne oplever, at nærmiljøet skaber liv og åbner plejehjemmet op ud mod naboer i bydelen – og at bydelen oplever sig som en del af Dorotheas Have.
For at løse de mange opgaver og sikre den nødvendige involvering, har vi brug for, at du er en dygtig formidler og trives i dialogen ikke kun på Dorotheas Have, hvor du skal tage godt imod de mange nye beboere og borgere af aktivitetstilbuddet, men du er også udadvendt mod bydelen, med frivillige, organisationer og andre institutioner.
Vi forventer, du har en sundhedsfaglig uddannelse, evt. som sygeplejerske, suppleret med erfaring fra et lederjob og lederuddannelse. Du har en bred erfaring med kvalitetsarbejde på Seniorområdet, hvor lysten til kontinuerlig at arbejde med forbedringer og forandringer, der skaber merværdi for borgerne, konstant er i fokus. Hos os handler vi os klogere sammen med borgerne.
Vi forestiller os, at du har erfaring med at udvikle og arbejde med kultur og forandringsledelse. Du skal kunne vise vejen til en lærende organisation, som hele tiden arbejder ud fra Borgerens Centrum – Selvværd og Sammenhæng. Du skal gennem din faglighed og dit menneskesyn vise, at du brænder særligt for Dorotheas Haves beboerne og borgere med en demenssygdom og den mangfoldighed, det bibringer.
Vi forventer også, du er stærk i plejehjemsdrift. Der vil komme en stor mængde både ukendte og praktiske opgaver, som skal løses. Du skal både kunne arbejde selvstændigt og i netværk med lederkollegaer, kunne trives med skarpe deadlines og uventede ad hoc-opgaver. Hos os er det naturligt at bede om hjælp, og samarbejde på tværs er en selvfølge. Vi stortrives med at hjælpe hinanden. Ud over dette kan du styre økonomi, have øje for ressourceforbrug samt tilegne dig kompetencer i datadrevet ledelse, så borgerne altid får det bedste tilbud.
Hvad får du?
På Dorotheas Have får du muligheden for at:
Trække på dit lederkollegateam, som består af ni andre plejehjemsledere, lederen på demensområdet og en cheføkonoma, hvor forbundethed og samskabelse er en selvfølgelighed. Vi bidrager med nytænkning, udvikling og lederskab. Vores fælles mål er løbende at trimme, tilpasse og udvikle organisationen, så der skabes mest muligt Selvværd og Sammenhæng for beboerne på plejehjemmet, deres pårørende samt borgerne i aktivitetstilbuddet.
Vi arbejder ud fra en designtilgang, hvor vi er nysgerrige på, hvordan vi samskaber ud fra vores tilgang ”Selvværd og Sammenhæng”. Det betyder vi gør os umage for at være nysgerrige, inden vi giver svar. Vi skaber mening sammen med beboere og borgere og gør det muligt ved at arbejde tæt sammen i fagland helt i tråd med den nye ældrelov og den kommende sundhedsreform.
Fra din nærmeste leder kan du forvente feedback, tæt opfølgning på dig i dine ledelsesopgaver, støtte og hjælp til de svære opgaver og frihed under ansvar til at skabe de bedste rammer for trivsel for både beboerne og medarbejdere på plejehjemmet. Der forventes til gengæld en høj grad af lyst til at turde udfordre kultur, vaner og rutiner. Du skal være modig samt risikovillig i at forandre og tilpasse til de kerneopgaver, der kontinuerlig er i forandring.
Selvværd og Sammenhæng - i alt hvad du siger og gør – Borgerens Centrum.
Det er vores fundament i Senior-, Sundheds – og Fritidsforvaltningen, en vision, som vi skal opfylde ved altid at have en adfærd, der afspejler forvaltningens 5 leveregler:
- Tal et sprog alle mennesker forstår
- Alt indenfor din radar er dit ansvar
- Det er borgerens plan/aftale
- Sæt fællesskabet i spil
- Gå borgeren i møde
Når et menneske har brug for hjælp, møder vi borgeren ligeværdigt, og sammen udforsker vi borgerens drømme og ønsker. Borgeren er ekspert i sit eget liv, og vi møder borgeren med tillid og nysgerrighed. Vi tager udgangspunkt i menneskets styrker og ressourcer, og den viden bruger vi til at hjælpe borgeren med at mestre hverdagen og realisere sine drømme. Vi arbejder med personcentret omsorg og efterlever 1-2-3 modellen, som er handlingsanvisende for, hvordan vi sikrer, at vi altid tager afsæt i borgerens centrum.
Flere oplysninger
Kolding Kommunens ledelsesgrundlag
Vision, idegrundlag og atmosfære strategi på det nye plejehjem Dorotheas Have kan fås ved henvendelse til projektleder Camilla Waldstrøm på camwa@kolding.dk
Vi har meget på hjertet, og vi vil meget gerne tage en snak inden du søger stillingen. Vi er rigtig ambitiøse på, at finde den rette kandidat, der har lyst til at bygge Dorotheas Have op sammen med os. Så ring endelig og aftalt tid for en uformel snak. Du kan kontakte Chef for plejehjem, aktivitet og køkkenområdet, Gitte Meyer Larsen på telefon 23745658
Vi glæder os til at høre fra dig!
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst efter principperne om lokal løndannelse, samt ansøgers kvalifikationer.
Du har gyldigt kørekort B.
Ansøgning sendes elektronisk via knappen "søg stillingen".
Ansøgningsfrist er d. 1. juni 2025. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt senest 1. august 2025.
Vi afholder 1. samtalerunde d. 6. juni, 2. samtale d. 10. juni og en mulig 3. samtale er planlagt til d. 11. juni. Der vil indgå både en case og en personprofilanalyse i rekrutteringen, ligesom der vil blive trukket referencer efter nærmere aftale forud for 2. samtale.
Du sender din ansøgning online ved at bruge knappen ”send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Alle stillinger er fuldtidsstillinger medmindre andet er angivet. Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.
🕑 37 timer | Kolding | 2025-06-01 23:59:00
Ansøg her
Retur til søgning