Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Fokus på trivsel, sikkerhed og kvalitet i patientbehandlingen: Bliv chefsygeplejerske i Retspsykiatrisk Afdeling


Vil du stå i spidsen for en afdeling, hvor høj kvalitet i patientbehandling, medarbejdertrivsel og sikkerhed er topprioriteter? Og vil du sætte dit præg på udviklingen af retspsykiatrien og Psykiatrien i Region Midtjylland generelt?

Så er det måske dig, vi er på udkig efter som chefsygeplejerske til Retspsykiatrisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. 

Sammen med vores cheflæge er det din opgave at lede de ca. 250 medarbejdere og sikre kvalitet i patientbehandlingen og driften – i tæt samarbejde med jeres 13 funktionsledere.  

Du får - sammen med dine afdelingsledelseskollegaer – en central rolle, når det gælder udviklingen af hele Psykiatrien i Region Midtjylland og i implementeringen af strategiske beslutninger – både lokalt og på hospitalsplan.
 

Faglighed, trivsel og tværfagligt samarbejde 

Retspsykiatrisk Afdeling indgår som en del af det samlede psykiatrihospital. Her varetager vi behandling af patienter, der har en psykisk lidelse og er sigtet eller dømt for noget strafbart. 

Vi arbejder tæt sammen med de andre afdelinger i Psykiatrien omkring retslige patienter og foretager mentalundersøgelser af borgere over 18 år i hele Region Midtjylland.

I Retspsykiatrisk Afdeling samarbejder vi med politiet, Kriminalforsorgen, Anklagemyndigheden og andre instanser. Vi indgår også i et netværk med de øvrige retspsykiatriske afdelinger i landet.
 

Vi tilbyder et job i en afdeling, hvor der er...

  • høje faglige ambitioner for både udvikling, kvalitet og patientbehandling  
  • et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejdere føler sig værdsat og en del af et stærkt fællesskab  
  • høje faglige kompetencer og en stærk tværfaglig kultur, hvor vi understøtter og hjælper hinanden 
  • stort fokus på at udvikle den faglige kvalitet - til glæde og gavn for både patienter, pårørende og personale 
  • en ambitiøs og aktiv forskningsenhed
  • en stærk og visionær ledergruppe
  • et tæt arbejdsfællesskab og stærkt samarbejde med de andre lederkollegaer i Psykiatrien i Region Midtjylland

 
Vi stræber konstant efter at skabe forbedringer – så vi kan højne patientbehandlingen og gøre Psykiatrien til en endnu bedre arbejdsplads.  

Du får en vigtig rolle i vores udvidelse med et nyt retspsykiatrisk sengeafsnit, så vi i fremtiden rummer fem sengeafsnit og en klinik. Sengeafsnittet er planlagt til 16 retspsykiatriske sengepladser.  


Vær med til at forme en spændende og positiv udvikling 

Vi er i Psykiatrien ét hospital på tværs af regionen. Vi har vilje til at skabe en robust og attraktiv psykiatri og et stort fokus på at inddrage patienter og pårørende. 

I Region Midtjylland har Regionsrådet et stort fokus på psykiatri og har vedtaget den regionale psykiatriplan. Samtidig ser vi frem mod de kommende års implementering af Regeringens 10-årsplan. Det giver gode forudsætninger for, at vi fortsætter vores positive udvikling. Det stiller dog krav til bl.a. vores afdelingsledelse, der skal gå forrest i arbejdet med den videre udvikling af organisationen. 

Afdelingen står - ligesom resten af sundhedsvæsenet - med udfordringer, der i de kommende år vil kræve ændringer og transformation. Du skal derfor være indstillet på, at Psykiatrien er i udvikling og have lyst til at lede transformationen, med alt hvad det indebærer.

Du bliver en del af en dynamisk gruppe af afdelingsledere på tværs af regionens ti afdelinger. Vi står klar til at byde dig velkommen som vores nye lederkollega. Samarbejdet og ledelsesfællesskabet mellem afdelingerne og hospitalsledelsen er baseret på en fælles ambition og et ønske om at skabe sammenhænge på tværs af hospitalet. 


Faglig stolthed og ambitioner

Som vores chefsygeplejerske har du et løsningsorienteret mindset og en adfærd, der fremmer trivsel og udvikling i hele organisationen. Du har en faglig stolthed og ambitioner på Psykiatriens vegne. 

Vi har brug for dig, der: 

  • kan balancere drift og udvikling: Du er visionær - men vil, forstår og støtter den løbende drift i afdelingen 
  • har gennemslagskraft og effektivt kommunikerer og samarbejder - både internt i afdelingen og med de øvrige afdelinger i Psykiatrien 
  • tager ledelsesansvar for opgaver og projekter på tværs af afdelinger, formår at se ud over egen afdeling og tænke i løsninger, der gavner hele Psykiatrien 
  • baserer din ledelsesstil på tillid, dialog og gensidig respekt 
  • er god til at finde løsninger med de tilgængelige ressourcer - også når det handler om svære og komplekse problemstillinger  
  • er dygtig til at prioritere de opgaver, der giver størst værdi for patienter og medarbejdere  
  • er målrettet, resultatorienteret og evner at påtage dig det økonomiske ansvar 

 
Vi ser, at du er uddannet sygeplejerske – gerne med erfaring inden for psykiatri og relevant lederuddannelse. Du har skabt gode resultater i tidligere lederjobs, brænder for ledelse og er klar til at motivere og bringe det bedste frem i vores medarbejdere og ledere.  

Vi sørger for at onboarde dig ind i organisationen, afdelingen og dine ledelsesopgaver. Du får en mentor og mulighed for supplerende lederuddannelse. 


Hvem er Retspsykiatrisk Afdeling?

Retspsykiatrisk Afdeling er en del af Psykiatrien i Region Midtjylland. Vi udreder og behandler patienter, der har en psykisk lidelse og er sigtet eller dømt for noget strafbart. 

Vores afdeling består af fire sengeafsnit, en klinik og forskningsenhed. Det ene af vores sengeafsnit er forbeholdt grønlandske patienter. I 2026 forventer vi at tage endnu et sengeafsnit i brug. 

Vi er beliggende i Skejby tæt ved resten af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Du kan læse mere om Retspsykiatrisk Afdeling her.
 

Yderligere oplysninger 

Tiltrædelse sker snarest muligt. 

Stillingen er en fuldtidsstilling. Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst.  

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:  

  • Sygeplejefaglig direktør Jannie Falk Bjerregaard på 2843 1334 
  • Hospitalsdirektør Tina Ebler på telefon 2785 4484


Du kan finde stillingsbeskrivelsen for chefsygeplejersken her


Ansøgningsfrist  

Vi vil gerne modtage din ansøgning senest den 16. maj 2024.

Vi afholder samtaler den 29. maj 2024 i Aarhus. Der vil være test ved Muusmann den 3. juni, hvis du går videre til 2. runde. Her skal du møde fysisk op i Aarhus. 2. samtalerunde er den 14. juni 2024.  

Vi glæder os til at læse din ansøgning.

 

I Psykiatrien i Region Midtjylland prioriterer vi, at vores medarbejdere løbende udvikler deres kompetencer. Derfor har vi skræddersyet vores eget uddannelsesunivers – Psykiatriakademiet. Her kan du blive inspireret til det næste skridt i din karriere.

Læs mere om vores mange muligheder på Psykiatriakademiets hjemmeside :  Klik her for at se hjemmesiden


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.



🕑  |  Aarhus N  |  2024-05-16 23:59:00



Ansøg her

Retur til søgning