Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Få hjælp til din ansættelse fra DSR

Få hjælp her

Faglig velfunderet sygeplejerske til centersygeplejen

Er du vores nye kollega? Hvis du er sygeplejersken, der går på arbejde med stolthed, fordi du ved, at din faglige velfunderede tilgang til faget er afgørende for borgerne... Så vil vi gerne have din opmærksomhed.

Vores kollega har fået nyt arbejde og vi mangler en dygtig sygeplejerske i vores team af centersygeplejersker. Kunne du tænke dig at blive en del af vores fantastiske sygeplejeteam, hvor vi går langt for at arbejdsliv og privatliv er i balance?

Vi er så heldige, at vi kun arbejder dagvagt hver 8. weekend og har selvplanlægning, med ønskeplaner. Vi har altså stor indflydelse på vores egen vagtplan og planlægger denne for 12 uger ad gangen. Hovedferien planlægges i god tid og vi tilstræber, at de der ønsker ferie i 3 sammenhængende uger i sommerperioden får dette, ligesom vi planlægger helligdage for et år ad gangen. Vi arbejder 3-4 helligdage om året.

Lyder dette som noget du kunne tænke dig, at blive en del af, så er det nu du skal til tasterne og sende din ansøgning.

Vi er et team bestående af 8 sygeplejersker, der varetager sygeplejen på de 3 plejecentre vi har i Plejedistrikt Skanderborg, Kildegården (49 boliger), Møllehjørnet (36 boliger) og Dagmargården (107 boliger) og vi søger en sygeplejerske til Kildegården.
Vi er en arbejdsplads hvor livsglæde, nærvær og en meningsfuld hverdag er vigtig – både for beboere og medarbejdere. Vores tilgang i hverdagen tager udgangspunkt i EDEN-filosofien, hvor vi i tæt samspil med beboerne skaber en hverdag med glæde, tryghed og mening. Vi arbejder målrettet med selvstyrende og medledende teams, hvor beslutninger træffes i fællesskab sammen med beboerne og hinanden.

Vores team dækker bredt, nogle med meget erfaring og andre med speciale funktioner. Vi supplerer hinanden godt og lægger meget vægt på, at et godt arbejdsmiljø er med til at skabe de bedste rammer for læring og udvikling.
Som sygeplejerske hos os har du, sammen med dine sygeplejekolleger, ansvaret for de sygeplejefaglige opgaver og dermed tager du faglig ledelse på disse i forhold til overdragelse og videredelegering af sygeplejeydelser. Det er blandt andet, sårpleje, medicinvurderinger, cirkulationsbehandlinger, palliation og sygeplejefaglige udredninger. Vi samarbejder tæt sammen med social og sundhedsassistenter, SOSU-hjælpere, ufaglærte, terapeuter og selvfølgelig borgeren og dennes familie og venner.
Dine daglige opgaver vil bestå af mange sygeplejefaglige vurderinger, visitering af konkrete ydelser, koordinering med både interne og eksterne samarbejdspartner. Vi har hele tiden fokus på vores borgere og deres behov, hvilket betyder at din tid også går med kompetenceudvikling og mødeaktivitet omkring den enkelte borger.
Det forventes derfor, at du med din erfaring og selvstændighed kan prioritere og vurdere de enkelte borgersituationer, i en hverdag, hvor egenskaber, som struktur, overblik og samarbejde er nødvendige at besidde.

Hos os har vi tillid til, at alle løser deres opgaver på et fagligt funderet og reflekteret niveau. Vi arbejder med en kultur, hvor vi skaber læring via dialog. Vi har konstant fokus på kompetenceudvikling, både samlet i faggrupperne, men også på det individuelle niveau.
Mange af vores borgere er multisyge og har demens, hvorfor vi ønsker sygeplejersker der har demenserfaring og geriatrisk viden. Hos os er det vigtigt, at du har lyst til at dele din viden, samtidig med, at du er klar på at lære nyt.
Vi giver dig en arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, hvor der er plads til forskellighed, både på det faglige og personlige niveau. Vi går til opgaverne med en positiv tilgang og med en indstilling til, at alt kan lade sig gøre, hvis blot vi samarbejder om opgaven. Der er plads til smil og latter, og vi er gode til at hjælpe hinanden med opgaverne, så vi alle kommer hjem til tiden.

Inden du starter hos os, sender vi en arbejdsplan for de første 4 uger. Vi vil udarbejde et introduktionsprogram med udgangspunkt i dig. Det betyder, at du i din introduktion vil blive klædt på i forhold til din funktion som centersygeplejerske og at du derved opnår kendskab til vores procedurer og arbejdsgange, samt lærer at dokumentere i vores omsorgssystem Cura.

Stillingen er en fast stilling på 30 timer

Stillingen kræver at du har et kørekort, således at du nemt kan komme rundt på centrene, når du i weekenderne har sygeplejeopgaver på dem alle.

Ved spørgsmål
til stillingen, kan du kontakte Leder for centersygeplejen Nina Karmisholt mobil 61 19 89 70. Hvis du ønsker at besøge os inden en samtale, så kan vi også nemt arrangere dette.

Stillingen ønskes besat fra 1. Juli 2025 eller efter aftale.

Vi afholder samtaler onsdag den 28. maj 2025. Har du særlige ønsker til tidspunkt for samtalen, bedes du skrive det i din ansøgning.

Indkaldelse til samtaler er mandag formiddag den den 26. maj 2025.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Vi glæder os til at læse din ansøgning.

Frist
25. maj 2025.

I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.

 



30-30 timer


Ansøg her

Retur til søgning