Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Sygeplejerske søges til vagtfri stilling hos Rusmiddelbehandling Spaniensgade.

Er du sygeplejerske og har lyst til at arbejde med mennesker med alkohol- og stofproblematikker?

Så står en gruppe dygtige og engagerede kollegaer klar til at byde dig velkommen i Rusmiddelbehandling Spaniensgade. Vi søger en sygeplejerske til ansættelse fuld tid pr. 1. april 2025 og gerne før hvis muligt.

Vi er en del af Rusmiddelbehandling København, som består af i alt 6 behandlingsenheder, der tilbyder helhedsorienteret behandling til borgere med en rusmiddelproblematik. Rusmiddelbehandling Spaniensgade på Amager er en af de 3 enheder, der varetager udredning, afklaring og behandling af rusmiddelproblemer vedr. hash, alkohol og centralstimulerende stoffer. Al vores behandling er frivillig og båret af borgernes eget forandringsønske.

Dine arbejdsopgaver
Medarbejdergruppen er tværfagligt sammensat, og vi har mange overlap i den daglige opgaveløsning. Ud over at være en del af vores sundhedsgruppe vil du blive tilknyttet et fast tværfagligt team, som er omdrejningspunktet igennem hele borgerens behandlingsforløb. I teamet er I fælles om at tilrettelægge og udføre et relevant behandlingstilbud i samarbejde med den enkelte borger.

Du bliver medansvarlig for indskrivning af borgere, der ønsker forandring i forhold til en alkoholproblematik. Her varetager du blandt andet afrusning, abstinensbehandling og opfølgning på medicinsk indsats i tæt samarbejde med vores afdelingslæger. Derudover skal du varetage samtaleforløb og gruppeforløb. Det betyder, at dine opgaver vil spænde bredt. På en typisk arbejdsdag hos os skal du måske både indskrive en ny borger, følge op på en anden borgers medicinske behandling, deltage i et netværksmøde eller være gruppeleder i et af vores gruppetilbud.

Hvem er du?
Du er en sygeplejerske, der kan se dig selv veksle mellem kliniske opgaver og tematiserede samtaleforløb med borgere. Du må gerne have kendskab til modtagelse og triagering af borgere fra f.eks. hospital eller klinik, men det er ikke et krav. Det er en klar fordel, hvis du har erfaring med samtale- og/eller gruppeforløb.

I hverdagen deler du gavmildt ud af dine refleksioner over din egen praksis, men du lytter også nysgerrigt efter dine kollegaers perspektiver og er villig til at sadle om, hvis en opgave kræver det af dig.

Det gode arbejdsmiljø er af stor betydning for dig. Da du er holdspiller af natur, gør du hver dag, hvad du kan, for at fremme samarbejde og dialog på din arbejdsplads.

Som medarbejder hos os får du

  • et meningsfuldt job, der reelt gør en forskel.
  • grundig introduktion og mentorordning – det, du ikke kan, skal vi nok lære dig.
  • udstrakt kompetence og ansvar i opgaveløsningen.
  • gode kollegaer på en udviklingsorienteret arbejdsplads, som du inviteres med til at præge.
  • en hverdag med mange alsidige opgaver og en stor, tværfaglig samarbejdsflade.
  • ekstern supervision.
  • attraktive arbejdstider, der er placeret i dagtimerne på hverdage. Vi forventer dog, at du arbejder til kl. 19.00 en dag om ugen (mandag eller torsdag), til gengæld har du fri kl. 13.00 hver fredag.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer pr. uge. Løn i henhold til gældende overenskomst. Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelse.

Mere information
Er du interesseret i at høre mere eller blot tage en snak om dine muligheder, så ring til afdelingsleder Tina Ege på 24 95 18 46 eller enhedsleder Malene Rifseim på 23 20 68 42.

Søg via linket senest søndag den 16. februar 2025
Vi holder ansættelsessamtaler torsdag den 20. februar i Spaniensgade 25, 1. 2300 København S.



Arbejdstid: Dag




Ansøg her

Retur til søgning