Ny søgning

Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Ekkotekniker søges til Tværgående funktion mellem Kardiologisk Am-bulatorium og til Kardiologisk Sengeafsnit S1 eller S2.

Vi leder efter dig, der har lyst til at blive udfordret på din faglighed som sygeplejerske og som fungerer allerbedst, når dine arbejdsdage ikke er ens. Vi er allerede godt i gang med at arbejde på tværs i kardiologien og vil du fortsætte i den ånd så læs videre.
Som Ekkotekniker i en tværgående funktion vil du have dagarbejde i ambulatoriet og dag- og vagtarbejde i et af vores sengeafsnit 50/50 %.   Du får et unikt indblik i patienternes forløb og behandling i patientens vej gennem afdelingen.
Vi glæder os til at tage godt imod dig.
Vi ved, at det er vigtigt med en god start i et nyt job så derfor laver vi et grundigt og struktureret oplæringsprogram sammen med vores læger og sygeplejersker. De første måneder af din ansættelse er du i oplæring indtil du er fortrolig med din nye opgave som ekkotekniker, hvorefter du påbegynder oplæring i et af sengeafsnittene.
Som ekkotekniker vil du blive oplært i selvstændigt at kunne udføre en ekkokardiografi, som bl.a. rummer vurdering af hjertes pumpe- og klapfunktion. Det er et job der kræver at du har flair for det tekniske og har lyst til at ”nørde” hjertets anatomi og funktion, og gerne vil den korte sygepleje med patienten.
Du bliver tilknyttet 2 læger, som står for din oplæring, samt vores i forvejen dygtige ekkoteknikere i kardiologisk ambulatorium. Du bliver også fulgt tæt af din nærmeste leder, som løbende sikrer, at du kender forventningerne til dine opgaver.
Du får en hel flok af fantastiske kolleger, som brænder for det, de laver. Vi har det godt sammen, og vi bidrager alle til et godt og åbent arbejdsmiljø, hvor der er plads til både seriøse og faglige snakke og til alt det andet, der også fylder i vores liv.
Vi samarbejder med mange forskellige faggrupper og specialer, og det tager tid at lære det hele godt at kende, hvilket vi selvfølgelig også støtter dig i.
Dine opgaver
Som ekkotekniker i en tværgående funktion, vil dine opgaver primært være at ekkokardiografere patienter i Aalborg. Vi har dog et glimrende samarbejde med alle vore matrikler, så der kan forekomme arbejde der.
Som noget nyt har vi indgået et samarbejde med onkologerne og der skal vi give en ekkokardiografisk vurdering af 600 brystkræftpatienter om året. Dette kommer også til at blive en del af din opgave.
Du vil også fungere som sygeplejerske i et af vores sengeafsnit, dette er i dagtid, vagter og i weekender. Du er med i beslutningen om, hvilket sengeafsnit du vil blive tilknyttet.

Kardiologisk Sengeafsnit

I Kardiologisk sengeafsnit S2 varetager vi primært pleje og behandling af (sub)akutte patienter med hjerteiskæmi. Patienterne er indlagt til observation for akut koronart syndrom, med blodprop i hjertet, nogle afventer koronar bypassoperation og nogle har overlevet hjertestop udløst af hjerteiskæmi. Desuden er vi specialiseret i udredning, pleje og behandling af patienter, der skal have foretaget kateterbaserede procedurer ift. aorta-, tricuspidal- eller mitralklappen. Plejeformen er tildelt patientpleje, hvor kontinuitet prioriteres højt.

I Kardiologisk sengeafsnit S1 varetager vi pleje og behandling til akutte, subakutte og indkaldte patienter med hjerterytmeforstyrrelser, hjertestop, hjertesvigt, peri-, myo- og endocarditis samt lungeemboli. Vi modtager patienter fra hele regionen til specialiseret behandling og vi er et afsnit med stort patient flow. Derudover, er vi en del af den udgående funktion for hjertestopholdet på Aalborg Universitetshospital, hvor vi har 2 sygeplejersker afsted til samtlige hjertestop på matriklen. I Hvert vagtlag har vi sygeplejerske som har det overordnede ansvar for alt hjertemonitoreringen.  Vi arbejder ud fra tildelt patientpleje og som sygeplejerske varetager man såvel den grundlæggende, som den højtspecialiserede sygepleje, hvor omsorg for patienten altid er i højsædet.

I Kardiologisk sengeafsnit S1 og S2 tilbyder vi:
  • Et individuelt tilrettelagt introduktions og oplæringsprogram. Du bliver tilknyttet oplæringssygeplejerske, mentor og vi har løbende opfølgningssamtaler
  • I begge afsnit er vi med en god en god blanding af unge og erfarne kolleger, som er gode til at sparre, støtte og hjælpe hinanden.
  • Vi vægter stor indflydelse på egen arbejdsplan, da vi prioriterer balance mellem arbejdsog privatliv. 
  • Vi tilbyder kardiologisk grunduddannelse til alle nyansatte, og på sigt kardiologisk efteruddannelse.

Vi søger en kollega der:
  • Har interesse for den kardiologiske patient, herunder også det tekniske i vores speciale, så du bliver en dygtig ekkotekniker.
  • Er klinisk og fagligt engageret, positiv, fleksibel og omstillingsparat.
  • Trives i en afdeling, hvor hverdagen kan være præget af stor foranderlighed.
  • Har lyst til at præge den sygeplejefaglige udvikling inden for kardiologi.
  • Er engageret, imødekommende af natur og vægter omsorgen for den kritisk syge patient.
  • Trives både som selvstændig og som en del af et team.
  • Har fokus på relationen i patientkontakten da du både får korte og længevarende kontakter.

Vil du vide mere?
Er du blevet nysgerrig og vil vide mere om jobbet, så kan du kontakte Ledende Oversygeplejerske for Ekkosektionen Mariann Tousgaard på 97664495 Ledende Oversygeplejerske for S2 Susanne Kolding på 97664630 eller Ledende Oversygeplejerske for S1 Line Ellekær Jakobsen på 30472514

Det praktiske
Der er ansøgningsfrist den 22.juli 2024.  Der er opstart i jobbet den 1.september eller efter nærmere aftale. Vi forventer at afholde samtaler i uge 31.
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Regionen og DSR. Stillingen er på fuldtid, og du har medindflydelse på, at din vagtplan kan tilpasses dine behov. Der er både dag, aften og natarbejde. Der er weekendvagt hver 4. weekend. Arbejdstidens placering kan ændres med 4 ugers varsel, jævnfør det overenskomstmæssige varsel for ændring af vagtplaner.
Mere om os
Kardiologisk Afdeling varetager udredning og behandling af patienter med hjerterytmeforstyrrelser, åreforkalkningssygdom i hjertet, hjerteklapsygdom, medfødt hjertesygdom og hjertesvigt. Inden for alle disse områder varetager vi specialiseret rehabilitering.
Læs mere om afdelingen og alle afsnit





 

Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.


Arbejdstid: Dag, Aften, Nat, Weekend

Fuldtid


Ansøg her

Retur til søgning